Området

Find aktiviteter i nærheden af din feriedestination!

På DiscoverDenmark.dk kan du se alle de aktiviteter, shoppingmuligheder og seværdigheder som du kan finde i ferieområdet. Se alle områdets aktiviteter på Discoverdenmark.dk

Skjern Enge – rig på oplevelser

Skjern Enge er rig på oplevelser hvad enten man ønsker at studere det betagende fugleliv, prøve lykken med fiskestangen, sejle med kano eller vil cykle, ride eller vandre ad de mere end 20 kilometer stier, der er anlagt i naturområdet. Området besøges da også årligt af flere tusinde turister, der ønsker at opleve de vidtstrakte enge, den høje himmel og Danmarks eneste floddelta.

Rekordernes land

Skjern Enge er rekordernes land. Her kan opleves Europas største ørn; Havørnen med et vingefang på 2,5 meter og her findes Danmarks største vildlaks, hvor rekorden endnu er 26,5 kg og 136 cm.

Midt ude på Danmarks største træ-hængebroer får man rigtigt fornemmelsen af Danmarks vandrigeste å, der utæmmet munder ud i Danmarks eneste floddelta.

Alt sammen er det forenet i Danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekt nogensinde.

Renere vand

Skjern Enge har et spændende fugleliv

Ved høj vandstand oversvømmer åen de tilstødende enge så der af og til dannes mægtige søer. Inden vandet atter trækker sig tilbage til åen aflejres mange af de næringsstoffer som åen har bragt med sig fra oplandet. Næringsstoffer som kvælstof og fosfor efterlades derved på engene og indgår i naturens kredsløb bl.a. som næring til græs til engenes kreaturer eller til eng-hø.

 

Naturprojektet reducerer næringsbelastningen af fjorden med mere end 200 tons kvælstof pr. år! Den genslyngede å og de gendannede enge er dermed med til at rense vandet inden det ledes ud i fjorden – til glæde for fugle, fisk og mennesker.

 

Spændende dyreliv og dramatiske naturhistorier

Der er en tendens til at tro, at man skal til Afrika eller dybt ind i Asiens regnskove for at møde et rigt, varieret dyreliv, men Skjern Enge i Vestjylland rummer både spændende mangfoldighed og dramatiske naturhistorier. Her findes fuglen Vandrikse, der i aftentimerne udstøder lyde, der minder om grisehyl, her lever vandspidsmusen, der kan lamme sit bytte med et giftigt bid og her kan man finde den kødædende plante soldug eller møde havørnen med et vingefang på 2,5 meter.

Pattedyr

Der ses jævnligt ræv, hare og rådyr ved mose- og rørskovsområderne. Ofte afsløres rævens færden på de åbne enge af vibernes skrig og aggressive dyk ned over ræven.
Grævling er registreret i området, men ses sjældent og regnes ikke som fast beboer i Skjern Enge.
Der findes en fast bestand af råvildt. Som oftest ses de nær mosens pilekrat eller i overgangen mellem engen og rørskoven.

Kronhjorten, Danmarks største landlevende pattedyr, kan også ses i ådalen, men normalt kun som tilfældigt strejfere.
Af mindre gnavere findes bl.a. skovmus, markmus, rødmus og mosegris. Af insektædere findes sandsynligvis alle tre arter af spidsmus. Den største, vandspidsmusen, er set flere gange. Desuden sporadisk forekomst af pindsvin.

Flagermus ses ofte ved Skjern Enge og der er registreret hele 5 arter i naturområdet, herunder bl.a. vandflagermus.
Områdets mest interessante pattedyr er uden tvivl odderen. Der meldes relativt ofte om observationer af odder og ved flere åbrinke ses spor af odder.

Genopretningsprojektet har tilvejebragt bedre muligheder for odderen og det forventes, at der opleves en stigning af bestanden i området.

Fugle

Havørnen ses både sommer og vinter i ådalen

Fuglelivet er noget for sig i Skjern Enge. Efter naturgenopretningen blev afsluttet i 2003 er mange spændende og sjældne ynglefugle vendt tilbage. Det gælder f.eks. Rørdrum, Plettet Rørvagtel, Atlingand, Spidsand og Skeand. Desuden bør nævnes, at Sorthalset Lappedykker og Klyde har etableret sig med en pæn bestand.

 

Arter som Almindelig Ryle, Stor Kobbersneppe og Brushøne har endnu ikke etableret sig som ynglefugle, men det vurderes, at det vil tage endnu nogle år før engenes tilstand med den rette pleje er tilpas indbydende for disse arter – og vigtigere, at de nuværende ynglelokaliteter, f.eks. Tipperne, bliver så succesfulde, at der er basis for en spredning til nye naturområder som Skjern Enge.

Af øvrige spændende ynglefugle bør nævnes Pungmejse, Stor Tornskade, Grågås, Lille Lappedykker, Gråstrubet Lappedykker, Græshoppesanger og ikke mindst Skestork, der efterhånden kan optræde i større flokke.

Engsnarren høres af og til i området, men den sjældne fugl er ikke registreret som ynglende.

Af øvrige sjældenheder har ådalen haft besøg af Sølvhejre, Silkehejre, Kohejre, Damklire samt Sort Stork og Hvid Stork.

I træktiden besøges området af mange gæs, svaner og vadefugle. I vinterhalvåret er engene opholdssted for store flokke af sangsvaner – og tildels pibe- og knopsvaner samt flokke af bramgæs, kortnæbbet gæs og grågæs. Desuden er området vinteropholdssted for et stort antal rovfugle, fortrinsvis musvåger og fjeldvåger, men også blå kærhøg og tårnfalke samt af og til havørne.

Padder og Krybdyr

Butsnudet frø ved Hestholm Sø, Skjern Enge

Hugorm træffes sjældent på engene, men kan derimod jævnligt ses ved Albæk Mose. Der er i nyere tid ingen meldinger om snog, men området har potentiale for forekomst af snog.
Almindelig firben ses hyppigt i området. Det samme gælder Stålorm.
Ved Albæk Mose høres hvert forår et kor af butsnudet frøer, der er områdets mest almindelige padde. Herudover forekommer spidssnudet frøer, skrubtudser og en lille bestand af strandtudser.
Der er desuden registreret lille vandsalamander.

 

Insekter

Skjern Å og -enge har et spændende og rigt liv af insekter. Af særlig interesse skal nævnes Grøn Kølleguldsmed, Ophiogomphus cecilia – en stor flot guldsmed, der kan opleves ved Skjern Å. Guldsmeden regnes for sjælden i Danmark og er beskyttet ifølge EF-habitatdirektivet. Den må ikke fanges og dens levesteder må ikke beskadiges eller ødelægges.
De genskabte enge giver også plads til mange spændende sommerfugle og natsværmere.

Havørred

Fisk

Skjern Å er især kendt for sin bestand af oprindelige danske vildlaks. Siden naturgenopretningsprojektet blev afsluttet i 2002 fanges der hvert år en del laks af lystfiskere i naturområdet. Laksene har igen fået gode betingelser med masser af skjulesteder og velegnede gydepladser.
I åen findes mange slags fisk. Her træffes bl.a. skaller, gedder, ørreder, helt, ål og lampretter.
I det store søområde ved Hestholm findes også knuder – en torskefisk, der lever i ferskvand.

 

Naturoplevelser og faciliteter

 

Skjern Enge byder på 20 km cykelstier i naturskønne omgivelser

Som et led i naturprojektet er der sikret offentlig adgang til området, og Skjern Enge tilbyder i dag en lang række friluftsaktiviteter. Der er etableret ca. 20 km cykelstier samt tilsvarende km ridestier. Desuden er der ca. 50 km natur-trampestier i området. For bilister er der etableret 27 p-pladser fordelt over hele området. Derved er det let for alle at komme rundt.

 

 

 

 

Der er mange muligheder for at færdes i naturområdet og nyde det storslåede flade landskab, det rige fugleliv og de gode muligheder for at fiske.

De bedste udsigter over landskabet i vest får man fra:

– Lønborg Banke v. kirken.
– Fugletårnet v. Hestholmsøen, Skjernåvej.
– Pumpestation Nord, udsigt fra taget.
– Fugletårnet v. Lønborggård, Lønborggårdvej.
– Udsigtstårnet ved åmundingen, åens nordside.

Kanosejlads er også populært

Hent en turfolder med kort over området her

 

Den østlige del af engene (øst for A11) adskiller sig en del fra vestområdet. Her er engene ikke så vidtstrakte, men tilgengæld finder man flere forskellige naturtyper f.eks. lyngklædte hedearealer og moseområder med kæruld, porse og den kødædende plante soldug.

 

Værd at se

Området er med sine 2200 hektar svært at opleve på én dag. Det kan anbefales, at besøge de store hængebroer ved Lundenæs og Skjern Bådehavn. Danmarks største hængebroer i træ. Desuden bør man ikke snyde sig selv for udsigten ved Lønborg Banke ved Lønborg Kirke eller et besøg i det store fugletårn ved Skjernåvej mellem Lønborg og Skjern.
En tur med trækfærgerne over til øen Kalvholm er en god oplevelse – og herfra videre til enten udsigten fra taget af den gamle Pumpestation Nord eller mod syd til Poldene.

I østområdet kan anbefales en tur til Albæk Mose, der huser en spændende flora og fauna og bl.a. er kendt for sine mange hugorme.

Faciliteter i området

– Trækfærgerne ved øen Kalvholm (vest)
– Toiletter v. Lønborg p-plads, Skjern Bådehavn og Pumpestation Nord samt Borris Krog (øst)
– Borde og bænke samt grille – fordelt over området både i øst og vest.
– Fugletårnene ved Lønborggård, Skjernåvej og Hestholm Nord.
– Cykel- og ridestier i hele området.
– To nye naturcentrer med udstillinger ventes klar i 2006.
– To primitive overnatningspladser ved Borris Krog og Pumpestation Nord.
– Skjernå-projektets historie